Pushhands - skubbe hænder

Pushhands er en forlængelse af formen. Den eneste forskel er, at en udefra kommende kraft motivere dine bevægelser. Du skal bevæge dig på samme måde, med den samme opmærksomhed, som du gør i formen. Og hvad du arbejder med i formen, skal du også inkludere i Pushhands. Eksempelvis vægtskifte, taljedrej, synke, åbne og lukke.

At undvige er ikke en tilbagetrækning fra kraften. Det er heller ikke at slå rod for at stå i mod den. At bevæge sig et øjeblik før en kraft, er at trække sig væk eller at miste kontakten. At bevæge sig et øjeblik efter, er at gøre modstand. Det er fluen, som daler ned på dig, der sætter dig i bevægelse. Ikke fordi fluen lander, at du bevæger dig væk. Det er den indkommende kraft, der skaber bevægelsen i dig.

I tai chi er “den klistrende energi” at følge en andens center, at være i forbindelse med din egen rod gennem og ind i en andens, så at to kan bevæge sig som en.

Pushhands giver altid et smil på læben, på trods af, at det kræver koncentration og opmærksomhed at træne sammen og fornemme den andens kraft. I hvilken retning går kraften, hvor meget er der af den??

Min lærer fortalte mig tit, når jeg var rigtig frustreret i pushhands- at jeg skulle investere i tab. 

Hvis du vil lære at bruge modstanderens kraft, må du lære at slappe af og “lytte” efter kraften ellers kan du ikke bruge den. Det er i træningslokalet du skal investere i tab ved at du lader din partner angribe dig igen og igen. Det vil i starten resultere i, at du “taber” mange gange, men det gør jo ikke så meget, når vi bare træner.  Når du lærer at slappe af og “lytte”, vil du efterhånden kunne opfange modstanderens intentioner og vende dem, så du kan bruge dem til din egen fordel.

En park i Shanghai
Previous slide
Next slide

Videoen her er fra september 1999 – Master Tung Kai Ying’s første tur til Kina i selskab med mere end 200 elever fra hele verdenen. Jeg var en af de heldige deltagere! Vi er i Xingtai China, cirka 450 km sydvest for Beijing- ca 4 timers bustur. Vi besøgte også Mesters fødeby Renxian, som ligger relativt tæt på Xingtai. De fleste af eleverne sidder ned og ser på at Mester og Poul Drake viser pushhands. Nyd det som jeg gjorde, trods regnvejret.